Vi har længe haft en collage hængende med teksten “JEG VIL SKILLES” skrevet med rødt.
Det er sjovt at høre andres reaktioner, når man vælger, at hænge noget op med så stærkt et budskab.
Nogle bliver måske en smule forarget og andre får sig et godt grin, men de færreste får læst historien bag collagen, digtet skrevet med småt.
Et digt, der handler om, at vide hvornår nok er nok.
Hvordan man kan vælge at gå fra hinanden i tide, selvom der stadig er kærlighed og før kærligheden forvandler sig til had.
Det er en lille kærlighedsvision.
For selvom man selvfølgelig til tider skal kæmpe for kærligheden, så er der også nogen gange, hvor man har givet hinanden alt hvad man kunne.
Lavet de skønneste børn sammen, haft nogle vidunderlige tider og måske var det lige netop det, der var meningen med den forbindelse man havde.
“At skilles som venner” er en udfordring og en opfordring til at mærke efter og til at acceptere det, som er. En vision om at kunne give slip på hinanden på en smuk måde og uden at hænge fast i fortiden.
Det er en kærlighedshistorie, der fortæller, at man godt kan have masser af kærlighed til hinanden, uden at skulle være sammen.