Trine Holmvard

Hej! Mit navn er Trine.

Jeg er uddannet pædagog, men i 2017 startede jeg virksomheden “Kreativ Livsstil” sammen med min mor og i 2018 stoppede jeg som pædagog og gik “all in” på vores lille kreative virksomhed.

Et arbejde som har lært mig utrolig meget. Her er et par eksempler: At fotografere, sætte magasin op, interviewe, skrive interview, være “på”, afholde kurser, tie dye, gelliprint, være rejseleder, lave bees wax wraps, klippe i silke, lave regnskab, male store malerier, stable en udstilling på benene, lave hjemmesider etc.

Men det har især lært mig noget om mig selv… hvad jeg vil og ikke vil, hvad jeg har brug for og hvad der ikke gør mig godt, hvem jeg er og en fornemmelse af, hvorfor jeg er her.

Hvis dit liv, du skulle skrive
eksempler herom,
hvad ville det da blive
og hvad ville du lave om?
                                                – fra digtet “Eksempler på at leve”

Det har lært mig at stoppe op og evaluere, at omlægge vejen, når den ikke leder den rette vej, og at mærke efter, at lytte indad.

Min mor er en stor læremester for mig, men vi lærer også sammen undervejs. Vi lærer, at vi er forskellige og har hver vores mønstre at bryde med.

Jeg kan godt lide at der er “fred over land“, harmoni og balance. Men til tider betyder det, at jeg gør alt for at “simulere” harmoni, altså gør jeg det, der udadtil skaber størst fred – følger andre og undgår diskussioner, på bekostning af den indre fred. På bekostning af den der mavefornemmelse, der presser på og siger “det er ikke det rigtige for dig”.

Var det ikke fordi jeg arbejdede sammen med min kære mor, som jeg ved er der uanset, hvad jeg siger, havde jeg måske ikke lært at sige, hvad der presser sig på, selvom det ikke er det mest hensigtsmæssige i forhold til arbejdet… men det er det, der gør, at man atter følger hjertets kompas frem for hovedet… og som man øver det, bliver det langsommere og langsommere fysisk umuligt at gøre andet.

Din blotte væren
er det, der er dig
og går du med dit hjerte,
er du altid på rette vej.
                                            – fra digtet “Lad mig løsne dine lænker”

Vi elsker vores virksomhed “Kreativ Livsstil”, men vi har til tider skøjtet lidt afsted på overfladen og det blev tid til at dykke ned i dybet. Derfor har vi nu tre ben (læs mere om de andre her), hvor mit ben er “En Verden Af Ord“.

Det er en stor del af min indre verden, som er blevet klar til at manifestere sig i den ydre verden. Det gør den selvfølgelig her i Kreativ Livsstil, men især også i de bøger jeg arbejder på og den første jeg har udgivet;

“En Digtsamling Til Dig & Dem – med et knust hjerte som ønsker at samle det igen”.

Se mere på trine.holmvard.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *